logo furesø dyreklinik
 
 
       
 
 
         
   

Nyhedsbrev nr. 8, februar 2013

 

Kære klienter på Furesø Dyreklinik!

Så er vi ved at være over halvvejs i den nogen gange sure vinterperiode. De første små erantis har stukket hovederne frem og det er blevet lysere på både morgen -og eftermiddagslufteturen så man ikke længere behøver at stå og rode i blinde med høm-høm posen efter hundens efterladenskaber.

Nu er det jo ikke alle der er lige flinke til at opsamle efterladenskaber, men udover at det selvfølgelig er det mest hensynsfulde overfor vores medfodgængere, er det også vigtigt for at bryde hjerteormens livscyklus. Hjerteorm opformerer sig i snegle, hvor der dannes larver, der, hvis de optages af hunde, kan blive til voksne orm, der lever i hjertet og lungearterierne hos hunden. Disse voksne orm udskiller larver, der ender i hundens afføring og når snegle så kommer i kontakt med denne afføring fortsætter cyklussen. Smitten kan altså ikke ske fra hund til hund –larverne skal igennem den obligatoriske mellemvært, sneglen - for igen at kunne smitte til hunde. Men ved altid at opsamle hundens efterladenskaber, er man med til at bryde ormens livscyklus. Lad det hermed være en opfordring!

Vi ser jævnligt hjerteorm her på klinikken og symptomerne er, som gennemgået i nyhedsbrevet fra december 2011, bl.a. hoste og uspecifik træthed og nedsat motionstolerance. Har du mistanke om at din hund kan være smittet, laver vi her på klinikken undersøgelse for det. Det kræver at man kommer med en afføringsprøve fra 3 på hinanden følgende dage. Hjerteorm er relativt let at behandle, hvis det opdages i tide.

 

Parvovirus og vaccinationsprogram

I sidste måned havde vi på klinikken, for første gang i rigtig lang tid, et tilfælde af Parvovirus diarré hos en voksen hund, der ikke var blevet vaccineret i en årrække. Symptomerne er mavesmerter, opkast samt en voldsom diarré, der hurtigt bliver blodig og har en meget karakteristisk lugt.

Parvovirus kan have en dødelig udgang for især hvalpe og gamle hunde, men hunden her kom sig heldigvis hurtigt efter væskeinfusion og støttebehandling.

Parvovirus er en af de sygdomme man vaccinerer imod, men en vaccine holder ikke evigt og det er vigtigt at ens hund altid er opdateret mht. de vigtigste infektionssygdomme. På Furesø Dyreklinik har vi forskellige vacciner og kan således altid sørge for at din hund får den vaccine, den har brug for – hverken mere eller mindre. Vi lægger et vaccinationsprogram ud fra hundens alder, miljø og brug.

For kattenes vedkommende anbefaler vi for aktive udekatte en årlig vaccination (hvor der fra år til år veksles mellem en stor og lille vaccine) og for indekatte er det tilstrækkeligt med en vaccination hvert andet år.

 

Løbetid hos katte

Efterhånden som det bliver lysere og lysere begynder hunkattenes løbetidssæson, der varer frem til september-oktober. Har man en ungkat er det vigtigt at få taget stilling til om katten skal steriliseres eller starte op på P-piller. Vi anbefaler kun brug af P-piller i en kortere periode og hvis man ved, at katten aldrig skal have killinger, er det sundhedsmæssigt mest forsvarligt at lade den neutralisere.

For alle hankatte der er udekatte, har man naturligvis et ansvar for at lade den kastrere, så der ikke produceres en masse killinger, der er overladt til en kummerlig tilværelse som vildkatte.

Husk også at få din kat enten øretatoveret eller chipmærket, så du har en chance for at få den hjem igen, hvis den bliver væk.

For katte der allerede er mærkede, er det vigtigt at de oplysninger der står i katteregistret altid er opdaterede. Så er man flyttet eller har skiftet telefonnummer siden man fik katten registreret, skal man henvende sig til katteregistret for at få ændret oplysningerne.

 

Nyt "gammelt" ansigt på klinikken

Mette  

En del af jer kan sikkert huske Mette, der var klinikassistent, mens vi boede i de gamle lokaler på Kirke Værløsevej 16. I mellemtiden har Mette videreuddannet sig som dyrepasser og haft gang i andre spændende projekter. Nu er vi så heldige at have fået hende tilbage på klinikken, foreløbigt hver mandag formiddag.

Mette besvarer telefoner, sælger foder, hjælper til under operationer/konsultationer og er i det hele taget vores blæksprutte.

Da det er en stor hjælp for os at have en ekstra hånd, så vi kan koncentrere os om dyrlægearbejdet, håber vi snart at få så meget luft i økonomien, at vi kan ansætte Mette nogle flere timer.

 

De bedste spæde forårshilsner

Line Post, Marlene Thorhauge og Sofus.

 

 

 

 

feb2013

   
         
 
  FURESØ DYREKLINIK           KIRKE VÆRLØSEVEJ 18 B           3500 VÆRLØSE           TLF.: 4448 0010         E-MAIL: MAIL@FURESODYREKLINIK.DK
 
 
     
 
Furesø Dyreklinik Furesø Dyreklinik